Depression!?
Hej
Jeg er en pige på 20 år, der virkelig er inde i en nedtursperiode, hvor jeg nærmest bare har haft fået det ene slag i ansigtet efter det andet ...
Det startede for ca. 3 uger siden, da min 1½ år gamle kat blev syg, og vi måtte have ham til dyrlægen - det viste sig at være en tilkalkning af hans blære, men dyrlægen var positivt indstillet og sagde at jeg faktisk kunne få ham med hjem allerede nogle timer senere, og så skulle jeg bare komme tilbage med ham om fredagen, så han kunne få afsluttet sin behandling - ca. halvanden time senere ringer dyrlægen til mig, og beder mig om at komme tilbage og sige farvel til min kat, fordi han var desværre død.
Det gjorde ondt, og jeg græd som bare pokker.
Lørdagen efter (som kun lige var 3 dage senere) måtte jeg så tvinge mig selv med til fest, idet at min kæreste skulle på ferie på Bornholm om søndagen, så den fest ville være min eneste mulighed for at have noget kvalitetstid med min kæreste - hele festen igennem havde jeg mest af alt bare lyst til at tage hjem og græde. Jeg havde på ingen måde lyst til at være der, på trods af at de fleste af de folk der var der, er folk jeg enormt godt kan lide.
Om søndagen tog min kæreste så afsted til Bornholm med sin familie - hvilket på en måde efterlod mig alene, idet at min storebror havde/har travlt med sin nye kæreste, og min mor og min stedfar selv var/er kede af tabet på min lille kat.
Om onsddagen bliver jeg så ringet op af en køkkenchef der beder mig om at komme til en samtale om fredagen (jeg er lærepladssøgende) - samtalen gik rigtig godt, og vi endte endda med at smalltalke.
Om aftenen om fredagen begynder vores 15 år gamle kat så at jamre og opføre sig mærkeligt - min mor og jeg snakkede lidt om hvad der mon kunne være galt, og det er så under den samtale at det går op for os at hun ikke havde spist siden hun kom hjem, aftenen efter min lille kat døde. Efter et par timer står det så klart for os at vores gamle kat ikke ville få det bedre, og vi bliver enige om at give hende fred og få hende aflivet.
Lørdag formiddag ringer jeg så til dyrehospitalet i Valby, idet at de er de eneste der har åbent i weekenden, og der forklarer jeg så problemet, og forklarer at vi gerne vil have hende aflivet - jeg får så af vide at det ville koste 1550 kr, fordi det er weekend. Desværre er der bare ingen af os herhjemme der har den slags penge, og derfor måtte vi tage den beslutning at lade vores søde gamle kat ligge, og så håbe på at hun ikke led.
Senere på dagen tager min mor og jeg så ud og køber ind, og der bliver jeg så ringet op af køkkenchefen der fortæller at der er en anden der har fået lærepladsen som jeg havde været til samtale omkring, om fredagen.
Søndag aften sad min mor, min storebror og jeg så på mit værelse og spillede computer, for at få tankerne ind på et andet spor, end det at vi havde en døende kat liggende oppe på stuegulvet, og at der absolut ikke var noget vi kunne gøre for at hjælpe hende.
Efter at have hentet noget i køkkenet, præsterer jeg så at glemme hvor jeg har lagt mine briller, og jeg begynder at lede efter dem, og pludselig hører jeg vores kat jamre, så jeg løber op til hende, for at se om der er noget jeg kan gøre, og det første jeg ser, er at hun ligger og kramper, og hyperventilere.
Den korte historie om hvordan hun døde er at hun lå og kæmpede, mens jeg sad og nussede hende, idet at det var det eneste jeg følte at jeg kunne gøre; give hende lidt tryghed.
Om mandagen kom min kæreste så over, idet at han var kommet hjem fra Bornholm natten mellem søndag og mandag - han var her i et par timer, og nussede lidt om mig, idet at jeg jo var enormt ked af det. Da det var spisetid smuttede han så hjem, som han plejer.
Et par timer efter skriver hans bedste ven til mig at jeg skal ringe, hvilket jeg så gør. Han ville så spørge om min kæreste og jeg havde lyst til at tage med til fest - jeg takker så pænt nej, og forklarer at jeg bare ikke har lyst til at tage til fest pga det med vores to katte. Han udviser stor forståelse for det og kondollerer - desværre havde han så også sin kæreste i baggrunden, der så fortæller mig at dengang hendes kat døde, kom hun over det ved at være ude blandt en masse mennesker. Jeg bliver enormt irriteret over det, trods det at jeg godt ved at hun bare mener det godt, men jeg holder den pæne tone, og svarer bare at jeg ikke har rigtig har lyst til at feste, men at de skulle prøve at ringe til min kæreste og spørge ham.
Ca. en time senere ringer min kæreste så og spørger om jeg har lyst til at tage med til fest, hvilket jeg bare pænt svarer nej til, og til det spørger han så "hvorfor?" - det gør mig enormt vred, og det ryger bare snerrende ud af munden på mig; "kunne det måske være fordi jeg lige har mistet to kæledyr, som jeg holdt enormt meget af, på under 2 uger!? kunne det være at jeg bare virkelig er ked af det lige nu!?"
Han tysser så på mig, og spørger om jeg er okay - hvilket næsten gør mig mere vred, men fordi jeg bare ikke føler at jeg gider tage den lange snak om at "nej, selvfølgelig er jeg ikke okay når jeg lige har sagt at jeg er ked af det", siger jeg bare "ja, jeg har det fint, tag bare til festen uden mig" - jeg kan ikke huske så meget af samtalen efter det, men det endte ihvertfald med at han tog til festen.
Dagene efter det er så nærmest bare sløret for mig - de fleste af dagene er blevet sovet væk, og den ene dage hvor jeg stod op og tog afsted til Ungehuset (den aktivering jeg er blevet sat i, fordi jeg er på kontanhjælp) var jeg bare rastløs hele dagen, og havde ikke lyst til at lave noget som helst andet end at gemme mig under min dyne og også bare sove denne dag væk ...
Igår (fredag) holdt en af min kærestes venner så fødselsdag (jeg kender ham også godt, men bare ikke godt nok til at man decideret vil kunne kalde os 'venner') - for et par dage siden snakkede min kæreste om at spørge om jeg ikke også var inviteret, men jeg sagde at det ikke behøvedes, idet at jeg stadig ikke havde lyst til at feste - men til trods for at jeg allerede havde gjort det klart at jeg ikke ville med, ringede min kæreste for ca. 2 timer siden og spurgte om jeg var helt sikker på at jeg ikke havde lyst til at komme der hen. Jeg svarede ganske irriteret nej, og han spurgte igen "hvorfor?" - jeg så mig så nødsaget til at tage hans hunde som eksempel, og spørge om han havde lyst til at tage til fest hvis de lige var døde, hvilket han så måtte indrømme at det havde han ikke.
Jeg sætter selvfølgelig pris på at blive tænkt på, i de to fest-tilfælde, men jeg kan alligevel ikke helt lade være med at føle at min kæreste er ret uforstående overfor det at jeg er ked af det ...
Derudover, så fordi vi desværre har depression i min familie, ved jeg en del om det, og jeg synes selv at jeg viser en hel del tegn på en depression; jeg er trist/nedtrykt, jeg bliver hurtigere irritabel og vred end normalt og er begyndt at overreagere, der er ikke rigtig noget der gør mig glad mere og selv de mest simple ting kan føles som en kæmpe belastning, jeg spiser mere end jeg plejer, jeg har (som beskrevet) mest af alt bare lyst til at sove hele tiden, og når jeg så endelig står op, er jeg rastløs og har ikke lyst til at lave noget, og kan kun tænke på at komme under dynen og putte igen - og værst af alt, er nogle af mine selvdestruktive tanker fra da jeg var 14 år, begyndt at spøge igen; det er tanke som "hvis jeg bliver kørt ned nu, så ville det ikke gøre noget" og "hvis jeg ikke vågner imorgen, ville det nok ikke gøre den store forskel".
Det skræmmer mig en del at jeg har så mange tegn på depression, og jeg er ærlig talt bange for at skulle (sådan rigtigt) snakke med nogen om det, idet at jeg virkleig ikke har lyst til at få af vide at jeg har en depression.
Så hvad gør jeg!?
