Hemmeligheder
Kære TheLove.
Da jeg var 8 blev jeg indlagt for første gange og fik en diagnose der sagde at jeg var manio-depressiv, borderline, spiseforstyrrelse, Asperger og akut psykose.
Det tog hårdt på mine forældre da det kom frem fordi de begge to følte sig skyldige fordi de begge to også have psykiske sygdomme og mine to ældre søskende også var syge.
Et par år efter blev min lillesøster også indlagt og fik diagnosen som skizofren og Asperger.
Min far gik ned i en stor depression over det da han også var skizofren og han ikke ville have hans yngste datter også skulle være det. Han blev akut indlagt og han forsøgte flere gange at begå selvmord.
I dag går det fint men jeg føler stadig at jeg går på æggeskaller i frygt for at sige eller gøre noget som vil knække min far eller min mor. De er begge to meget ustabile.
Ca. et halvt år før jeg blev indlagt som 8årigede begyndte jeg at "opdage" nogle minder som jeg havde glemt. Det føltes som om at der var en der satte en gammel film på og jeg lå vildt bange for at sove fordi jeg begyndte at kunne huske at jeg var blevet seksuelt misbrugt af min fars ven da jeg var hos ham 4 gange i forskellige sommerferier alene.
Og vi sås stadig med ham.
Jeg var bange for ham og ville ikke mødes med ham men alligevel gjorde jeg det for jeg sagde til mig selv at jeg ikke vidste at det var sandt eller ej. Det kunne jo lige så godt være noget jeg havde følt var sket men alligevel ikke var det. Hvorfor skulle jeg ellers huske det nu nogle år efter?
Men jeg begyndte at blive paranoid og følte at han flere gange sad og stirrede på mig hver gang jeg var i nærheden af ham og jeg endte altid med at ligge ude på badeværelset og knække mig. Det gjorde at jeg begyndte at spise mindre men hverken mine søskende eller mine forældre lagde mærke til det.
I dag har jeg en dejlig kæreste på 23 som jeg holder rigtig meget af. Men hver gang vi har sex ender det altid med at jeg lige pludselig begynder at skrige, sparke og slå ham. Hver gang han rør mig på en særlig måde kommer der nogle minder op som gør at jeg bliver fuldstændig panisk.
Han forstår ikke hvorfor og vi kommer tit op og skændes om det hver gang det sker fordi han ikke forstår hvorfor og jeg ikke vil fortælle det.
Min familie har aldrig fået noget af vide og jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det. Hvis jeg skal forklare det til min kæreste synes jeg også at mine forældre skal have det af vide. Men de er virkelig bare for ustabile til at kunne klare at få det i hovedet.
Min far og hans ven har været barndomsvenner og jeg vil ikke ødelægge deres venskab på grund af en ting som skete for 10 år siden. Men jeg har brug for at snakke med nogle om det men jeg tør ikke.
For omkring et halvt år siden begyndte jeg at skære i mig selv. Første gange fandt min mor mig og jeg blev akut indlagt og jeg lovede at jeg ikke ville gøre det igen. Men jeg fortalte ikke sandheden.
Jeg nåede lige hjem og så sad jeg igen med en kniv i hånden og skar i mig selv. Men denne gang gjorde jeg det ikke på armene men på mine ben og min mave for at skjule det.
Jeg skrev alle de ord ned i kroppen på mig selv som jeg havde brug for at få ud. Og jeg havde aldrig følt mig så fri som i det øjeblik.
Men selvfølgelig kunne det ikke skjules for min kæreste og endnu engang kom vi op i et kæmpe skænderi og det endte med at vi begge to brød grædende sammen. Men endnu engang valgte han at lade værd med at spørge hvorfor men bare læse mig - bogstavligt talt - om hvad det var der var gået igennem mit hoved da jeg gjorde det.
En dag da vi havde haft en rigtig hyggelig aften spurgte han mig ud i det blå hvorfor jeg havde skrevet "luder" på mig selv og forsøgte at fortælle mig at hvis jeg havde det sådan så tog jeg fejl. Og endnu engang løb jeg fra det hele og sagde til ham at jeg ikke ville snakke om det overhovedet. Og igen sagde han intet.
Kort tid efter begyndte jeg at høre stemmer og se ting som ikke var der. Kendetegnet for skizofreni.
Først forsøgte jeg at benægte det men det blev det værre af og jeg kan dårligt nok være i et rum alene uden at høre stemmer der fortæller mig at jeg skal begå selvmord eller skære i mig selv.
Jeg får intet medicin for det og jeg ved at det er den måde som har hjulpet mig fan far og søster. Jeg er nød til at fortælle min familie det hvis det sker og jeg er vildt bange for at gøre det. Hvad hvis min far bryder sammen igen? Eller min mor denne gang?
Og jeg føler at jeg holder en masse skjult for min familie og kæreste men skal jeg fortælle en smule og jeg er bange for at jeg så er nød til at fortælle det hele.
Lige fra da jeg blev indlagt fra første gang forsøgte jeg at gå til en psykolog men jeg kunne bare ikke fortælle noget af det overhovedet. Min hjerne koplede bare fra og jeg sagde intet.
Og det er det samme som når jeg forsøger at fortælle en lille smule. Jeg går bare i sort.
Hvordan skal jeg kunne fortælle min familie og kæreste sandheden?
Hilsen,
Cornelia.
