Forårs Fryd
Vinteren havde været så frygtelig med frost og kulde, og da foråret endelig kom, tog jeg imod det med åbne arme. Da solen brød frem bag de mørke skyer, var det, som om hele byen vågnede efter lang tids dvale. Roskildes gader havde været så øde i den lange vinter, og den ene efter den anden butiksejer havde måtte dreje nøglen om og gå hjem. Vinteren 1962 ville i sandhed blive husket, og det ikke for det gode.
Da solen rigtig satte ind og gjorde jorden frugtbar endnu engang, måtte jeg ud. Den skotskternede hængekøje blev hentet frem og blev med møje spændt fast mellem to grantræer i min lille have. Her lå jeg hele dagen med en amerikansk bog og vinkede høfligt til fru Andersen, hver gang hun gik ud for at hænge vasketøj op, for det gjorde hun ofte. ”Ligger de nu der igen fru Sørensen, skulle De nu ikke hellere foretage dig noget fornuftigt?” spurgte en spydig Fru Andersen, imens hun med himlende øjne hængte en bomuldstrøje op på vasketøjssnoren. Jeg hævede mig op i hængekøjen og tog Henriette Andersen i nøjere åsyn. ”Åhhh Henriette dog, din blege hud kunne da også godt trænge til en smule farve. Desuden har du tabt dine hvide underbenklæder på græsset der,” svarede jeg fornøjet, hvorefter jeg provokerende pegede på dametrusserne. Alt farven forsvandt fra Henriettes ansigt, imens hun desperat prøvede at holde fast i sin stolthed ved at svare: ”Vi er ikke dus.” Så forsvandt hun fra mit blik, og jeg lagde mig tilfreds tilbage i hængekøjen med et smil på læben. Siden den dag kommenterede Fru Andersen aldrig min afslapning, hun undlod i det hele taget at værdige mig et blik, og det var jeg egentlig ganske godt tilfreds med.
Marts´ kølige luft blev til aprils milde men regnfulde klima, hvilket for alvor satte gang i spiringen. Selv forsøgte jeg at på liv i en petunia, der nød godt at alt det vand, den pludselig fik. Afslapning i hængekøjen blev erstattet af lange stunder foran den buldrende pejs med regnen trommende mod vinduerne. Når duften af kaffe bredte sig i det lille hus, og solen atter engang tittede frem fra sit skjul, følte jeg mig lykkelig.
Jeg vidste, jeg havde scoret kassen, da jeg giftede mig med bankdirektør Arne Sørensen. Han var sådan en flittig og arbejdsom mand, der hver uge gav mig en stor pose penge, som jeg kunne spendere efter eget ønske. Men så var der vist heller ikke så meget mere positivt at sige om ham. Arne Sørensen var en lille gnaven mand, der mente, at alt, der var gammelt var skønt. Så var han desuden socialdemokrat, og de er simpelthen så kedelige, at det halve kan være nok. Men som jeg sagde til mig selv, hver gang jeg så på Arnes skaldede isse og halvfede vom: ”Nok er han grim, men det gør mig til den attraktive.” Disse ord trøstede mig noget så gevaldigt, og jeg så derfor gennem fingre med, at Arne var grim, irriterende og brugte bekymrende mange penge, når han var på en af sine såkaldte forretningsrejser.
Spejlet, der hang i entreen, gengav perfekt min overraskende slanke figur indtil mindste detalje. Jeg var 40, men jeg kunne ikke ligne en, der var en dag over 35. Mit mørke og fyldige hår gik ned til skuldrene, og der var ikke en eneste rynke at se. Jeg var egentlig ganske godt tilfreds med mig selv, og det lod jeg også verden vide i ny og næ. Mit oprindelige navn var Elsebeth Jensen, opkaldt efter min mormor Elsebeth Johansen, der eftersigende skulle havde været meget eftertragtet hos adskillige bejlere. Nu hed jeg blot Fru Sørensen, hvilket vel også havde sin charme. Jeg var uddannet folkeskolelærer på Kristofferskolen i Roskilde, hvor jeg underviste sjette og syvende i engelsk og dansk. Arne tog dog min gejst for faget fra mig, og jeg blev derfor hjemmegående i en alder af 35.
Felicia Guldbrands fødselsdag var en begivenhed, vi alle glædede os gevaldigt til. Min kære kusine fyldte 45, og det skulle fejres med maner i hendes herskabslejlighed på Frederiksberg. Arne virkede ikke synderligt fornøjet, men han kom dog ikke med nogen indvendinger, hvilket han også gjorde klogt i. Felicia havde formået at samle hele familien, og det var en bedrift, der bestemt fortjente et bifald. Arne og jeg begav os rask af sted mod Roskilde banegård, hvor vi ville tage toget til København. Solen stod højt på himlen og tørrede duggen af græsset på den store mark, der adskilte banegården og mit hjem. Duften af tidlig sommer nåede mine næsebor, og jeg slog ud med armene for at få den fulde oplevelse. Ud af min øjenkrog så jeg, at Arne trådte lidt væk fra mig, som om han flovede sig over mig. Tusindvis af tusindfryd stod side om side med mælkebøtter og gav marken et hyggeligt men noget sjusket look. ”Elsebeth, kommer du med op i toget?” spurgte Arne med en spæd stemme, hvorefter han selv trådte op i toget uden at vente på min reaktion.
Jeg blev snart kvalt, det var jeg overbevist om. Manden ved siden af mig var simpelthen frastødende, og hans lugt var afskyelig. Selvfølgelig skulle en ildelugtende alkoholiseret vagabond sætte sig ind i vores kupe. ”Ich bin sehr froh,” mumlede vagabonden i halvsovende tilstand. Jeg himlede med øjnene, og så var han endda tysker, havde det forbandende folkefærd dog ikke forstået, at de skulle holde sig ude af landet. Den tyske vagabond blev under larmende protester, der indeholdt en del tyske bandeord, smidt af toget af en konduktør, men jeg hørte tydeligt, hvordan hans taske klirrede, da han hankede op i den. Lugten af sved og alkohol blev dog hængende i luften indtil Københavns hovedbanegård, hvor vi stod af.
Der var underligt tyst på Frederiksberg. Alle gardiner var trukket for vinduerne i lejlighedsbyggeriet, der indrammede Frederiksberg, og gaderne var fuldstændig tomme. Der var stille. Selv vinden lod til at have taget fridag netop den dag, for ikke et eneste blad rørte på sig. Jeg kunne mærke et svagt stik af frygt, stilheden gjorde mig utryg. ”Rufus, kom til mama,” skreg en stemme pludselig og brød den ellers så uendelige tavshed. Jeg snurrede rundt og så til min overraskelse en ældgammel dame komme vraltende hen i retning af min mand og jeg. ”Undskyld frue, kan vi hjælpe dem?” spurgte Arne høfligt, imens han skævede bekymret til den gamle dame, der øjeblikkeligt kiggede op. Jeg måtte stikke knytnæven i munden for ikke at skrige. Hendes øjne. De var tomme som æggeskaller og havde en skræmmende falmet hvid farve. ”Rufus er væk, og så netop i dag,” sagde damen med en hæs stemme, hvorefter hun med en overraskende høj fart for af sted.
”Velkommen kære kusine,” pylrede Felicia, imens hun førte sine store buttede hænder op til min kind og klappede den, som om jeg havde været en artig lille pige, der netop havde gjort sin mormor stolt. ”Jamen Felicia dog, du ser forrygende ud,” løj jeg, imens jeg tog min kusine i nøjere tilsyn. Hun var iført en alt for stram sort kjole, der på ingen måde kunne bære hendes bævrende barm og blævrende deller, hendes kunstige lyse hår var sat op i en knold, og der var flere rynker i hendes ansigt end nogensinde før. Felicia slog en skinger latter op, der fyldte entreen og fik folk til at stoppe deres samtale. ”Åh ja, når man når vores alder, kommer det virkelig til udtryk, hvem der har naturlig skønhed,” svarede Felicia muntert, hvorefter hun drejede om på hælen og indledte en ny samtale med en ungdommelig udseende mand. Jeg rystede opgivende på hovedet og begav mig derefter ind i den godt fyldte stue, der husede alle familiemedlemmerne og venner til fødselaren. Jeg følte mig utroligt malplaceret, men der var champagne, og det gjorde hele tilværelsen noget lysere. Den store altandør blev knirkende åbnet, og niece Kirstine fik kantet sig ud på den enorme altan for at ryge. En kold vind blæste ind, da døren blev åbnet, og adskillige mennesker skuttede sig inklusiv mig selv. En kvalmende stank af overforbrug af krydderier samt alverdens parfumer blandede sig med stege osen fra køkkenet. Hvis jeg kendte min kusine ret, skulle vi garanteret have alt for meget mad, der alt sammen var fint og dyrt, så folk fik det indtryk, at hun var rig. Det var hun jo også, men det behøvede man vel ikke at demonstrere på denne overdrevene måde, der i højere grad viste fråseri og hovmod. Et skrig rev mig ud af mine dybe tanker, og jeg for forskrækket op.
Det var Kirstine, der skreg ude fra altanen, og der gik ikke mange sekunder, før alle stod derude. Jeg bevægede mig selv langsomt over mod rækværket. Det slog mig pludselig, at der var noget sydeuropæisk over lejligheden udefra, og balkonen så næsten ud som noget, man kunne finde på en fin gade i det gamle Barcelona. Det var egentlig ganske smukt, selvom det ikke passede synderligt sammen med omgivelserne. Men Felicia var jo også så opmærksomhedskrævende, så det at bygge noget, der skilte sig ud, passede hende sikkert storartet. Jeg var nu kun få meter fra rækværket og måtte mase mig igennem menneskemængden. Ingen sagde et ord, selv Kirstine skreg ikke mere. Uhyggen bredte sig rundt i min krop, og jeg kunne mærke, at jeg svedte voldsomt. Jeg skubbede blidt en ung kvinde til side, og nu var jeg ved rækværket. Jeg lænede mig blidt ud over rækværket og kiggede ned på gaden.
Jeg åbnede munden, men der kom ingen lyd ud. Jeg spilede øjnene op, men der kom ingen tårer. Jeg følte mig hjælpeløs og fortabt. Hvordan kunne dette ske? Pisken for gennem luften, og jeg hørte latter. De små ilde tilredte børn slæbte sig hjælpeløst hen ad jorden, imens en ondt udseende mand svang pisken over dem. Børnenes øjne var fyldt med frygt, men de sagde ikke en lyd. Deres tøj var flænset, og de blødte flere steder. Deres ansigter var hævede, mens deres ben var forkrøblede og alt for tynde. Jeg væmmedes. Manden, der svang pisken, kiggede op og fik øje på os. Han så vores skræmte ansigtsudtryk og smilede slesk. ”Rolig kære medborgere, jeg gør dette for fædrelandet, disse drenge og piger er børn af landsforrædere, det har sin pris,” råbte manden med pisken med et grumt smil, hvorefter han vippede på hatten og gik videre. Det var sindssygt. Jeg vendte mig langsomt om mod forsamlingen for at finde støtte i mit synspunkt. Men nu blev jeg for alvor skræmt. De fleste kiggede ikke med væmmelse i blikket mod manden, deres blikke var kun rettet mod børnene. Jeg gispede højlydt, da jeg så en grine og en anden se overlegen ud; Var de fuldstændig sindssyge? Og så kørte dagens begivenheder gennem min hjerne. Forårets fryd, tyskeren i toget, tomheden på Frederiksberg, den ældgamle hjælpeløse dame og de lidende børn. Og mens jeg så børnene forsvinde i det fjerne med pisken svingende over dem, prøvede jeg febrilsk at finde en sammenhæng.
Vi stod på balkonen længe og stirrede på det sted, hvor børnene havde slæbt sig af sted fra. Ingen turde bryde isen, for alle vidste, det ville starte et kæmpe skænderi. ”Forretten er serveret,” sang Felicia, der tydeligvis ikke mente, denne begivenhed skulle ødelægge hendes dag. Langsomt fik vi alle sat os ind til bordet, hvor den ene ret efter den anden stod stablet. Vi fik alle sat os og fik taget for os af retterne, der naturligvis smagte himmelsk. Og snart blomstrede en snak om tragedien ude på altanen løs. ”Man bruger da ikke den slags ting mere, vi skriver jo 1962,” udbrød en ældre kvinde forarget, hvorefter hun tilføjede: ”Tænk hvis det skete med mine børn.” ”Susanne, du kan tage det helt roligt. Børnene nede på vejen og os kan ikke sammenlignes, vi hører til en anden klasse. Mere sovs Arne,” svarede Felicia smilende, imens hun øste, hvad der lignede en halv liter sovs udover Arnes kartofler. Jeg skubbede forarget stolen tilbage og rejste mig. ”Så du mener altså, at det, manden gjorde, var i orden, fordi børnene var fattige?” spurgte jeg med en stemme, der dirrede af harme. ”Elsebeth, lav nu ikke en scene, som du plejer. Jeg mener blot, at manden lod til at have gode grunde til at gøre det, han gjorde mod børnene,” svarede Felicia med et koldt smil, der aldrig nåede øjnene. ”Findes der gode nok grunde til at torturere børn?” spurgte jeg grædefærdigt. Børnene tonede endnu engang frem for mit indre, og jeg så en af dem kigge bedende op på mig. Tårerne trillede nu ned ad mine kinder, og jeg snøftede højlydt. Selskabet virkede ikke synderligt påvirket af diskussionen, og de fortsatte med at gumle på okemørbraden i tavshed. ”Kæreste kusine, børneopdragelse kræver en hård hånd og masser af disciplin. Det er så let at gøre sig klog på andres bekostning, når man selv er steril ikke sandt,” svarede Felicia mildt, imens hun kiggede rundt i stuen for at finde opbakning. Mit hjerte frøs til is ved disse ord. Jeg greb fat om Felicias hår og trak til. Parykken fløj af under høje protester, og en skaldet Felicia for grædende ind i soveværelset med sin mand stormende efter sig. Et selvtilfredst smil viste sig på mit ansigt, og jeg vinkede med et noget lettere hjerte farvel til forsamlingen, hvorefter jeg forlod lejligheden ad den store egetræsdør.
Det sker stadig, jeg vågner grædende op med mindet om børnene. Hvert eneste mareridt om dem er så virkeligt, som var det sket i går. Og jeg hører damen på altanen grine, ser det overlegende blik og lugter frygten og blodet. Pisken, der svirper gennem luften, er dog det værste, og det er netop ved det minde, jeg altid vågner badet i sved. Nu er jeg 70, og foråret 1992 er godt i gang. Min mand er død, børn fik jeg aldrig, familien ser jeg ikke mere. Jeg er alene. Alene med mindet om tragedien, der aldrig blev opklaret. Manden med pisken blev aldrig straffet, og de mennesker, der havde set noget, holdt deres mund lukket. Jeg var selv en af dem, og det fortryder jeg nu bittert.
Telefonen bliver grebet, en stemme taler. Jeg rømmer mig højlydt og svarer: ”Jeg har noget, jeg gerne vil snakke med dig om.” Døren bliver skubbet i, der bliver tyst.
