Naboens dreng 2. Del
Shit Hvad skal jeg skrive til ham?? Hvorfor gik jeg?? Jeg skulle bare havde lukket døren, og gået ned til de andre igen. Jeg må jo nok heller snakke med ham, men det må blive imorgen. Nu vil jeg sove!
Jeg var knap nok kommet op, da min mor bankede på og sagde " Naboens dreng står herude, og vil gerne snakke med dig skat!"
Der stod knap nok med tøj på, og Kasper var her allerede!? Nå, jeg måtte jo heller få tøj på. Så jeg sagde til min mor at hun kunne lukke ham ind om 5 min.
Det bankede hårdt på døren. "Har du fået tøj på Karina??"
"Ja, kom du bare ind!" Han åbnede døren meget stille, som om han lige skulle være sikker på, at jeg havde tøj på. Da han kom ind, kiggede han rundt på mit værelse, som om han skulle tage mål af det. "Hvad så, hva d vil du?" spurgte jeg lidt flabbet, for jeg vidste det jo godt.
"Jeg vil bare ikke have at du misforstod, det imellem Isabella og mig!" Kasper kiggede på mig med et mærkelig blik i øjene. Jeg kunne virkelig ikke gennemskue, hvad hans øjne prøvede at fortælle mig, de flotte blå øjne de var triste, men stadig fyldt med håb. Også gjorde han noget jeg ikke havde regnet med han ville gøre, han tog om mig og holdte mig tæt ind til sig, og hviskecde mig i øret "Tro du på kærlighed ved første syn?" spøgesmålet slog mig fuldstændig omkuld, aldrig før havde jeg følt mig så sårbar, så simpel, så glad, tja jeg kan vel næsten ikke beskrive ordene for hvad jeg følte på det tidspunkt. Jeg kiggede op på ham "Ja, det gør jeg vil nu!" Han tog sin arm under min, også gik vi.
Han råbte til min mor "Jeg har invitret Karina på morgenmad, så vi går ned i byen og spiser!"
"Okay!" Råbte min mor tilbage.
Wow kunne det virkelig passe?? Mig sammen med en fyr jeg rent faktisk selv kunne lide, ikke bare en mine veninder synes jeg passede godt sammen med!!
Vi tilbragte hele dagen sammen, det var skønt jeg var fuldtændig væk i ham. Lige indtil Isabella går fordi, og siger med et frækt smil på læben "Tak, for igår loverboy!!" Jeg blev slået ud, a hvad jamen jeg synes han sagde at jeg ikke skulle misforstå noget.
"Karina, undskyld men du svarede jo ikke, og jeg blev fuld undskyld?" sagde Kasper flovt
"Hey, jeg er ikke din kæreste, jeg bestemmer ikke over dig, men en ting ved jeg. Du skal Ikke lyve for mig!!"
Jeg fik min arm ud af hans greb, også løb og jeg løb til jeg ikke kunne mere.
Hvorfor??
Der kommer også en del 3
"
Der er ingen andre...
