Tanker fra en højskoleelev

For noget tid siden, gik jeg på højskole. Der mødte jeg en rigtig sød pige, som jeg meget hurtigt fik en god kontakt med. Vi boede heldigvis lige overfor hinanden på gangen. Den højskole vi gik på, det var en højskole, hvor man arbejdede som handicaphjælper og så var man højskoleelev ved siden af. Hver 2. weekend havde jeg fri, og når jeg havde det, så var hende og jeg altid sammen hele fredagen – vi havde fag sammen hele fredagen – og også tit meget af lørdage. Jeg elskede når de fredage og weekender kom, hvor jeg skulle være sammen med hende. Hun var en meget stille og rolig pige, kunne godt feste og drikke, men var meget tilbagetrukket og ikke den der festede hver aften. På mange måder mindede vi meget om hinanden.  Hurtigt fandt vi ud af, hvor vi havde hinanden og vi fik et ret godt forhold. Så godt, at jeg gjorder hendes kæreste misundelig! Og fortalte mig, at det måtte han jo finde sig i og jeg skulle ikke have dårlig samvittighed over det. Jeg var, naturligt nok, ikke den eneste hun snakkede med. Hun snakkede også med nogle piger, men mig var den eneste hun tilbragte en helt del tid sammen med. Jeg elskede det! Hun var lige den pige, som jeg altid havde ledt efter.

En weekend jeg var hjemme, havde jeg en meget underlig drøm, en af dem som man bare skal ud med på en eller anden måde. I drømmen mærkede jeg hendes kærestes jalousie. Jeg gik hel den efterfølgende dag og tænkte over, hvordan jeg skulle komme ud med den drøm. Jeg gad ikke fortælle om drømmen til mine forældre, selvom de godt vidste, jeg havde et godt øje til hende. Jeg besluttede mig at skrive en besked til hende: ”Det her kommer til at lyde underlig, men jeg havde en mærkelig drøm, som jeg bare må havde ud af verdenen. Jeg synes ikke din kærestes jalousie til mig, hvis den stadig er der, skal ødelægge vores forhold til hinanden.” Hun svarede hurtigt: ”Nej, det skal den ikke  :)”

Vi skulle på studietur og vi var så heldige at skulle af sted på den samme tur. VI havde nogle vidunderlige uger og jeg var verdens lykkeligste dreng. En dag havde vi hele dagen fri og ingen af os skulle på vagt den dag. Vi besluttede os for at tage ind til byen og var der hele dagen. Det var en dejlig dag, hvor vi fik snakket, grint, spise nogle gode måltider og ligget i en park og dase.

Et par uger efter vi var kommet hjem igen, begyndte hun at virke lidt fjern, ligesom hun begyndte at lægge en form for afstand til mig. Hun hilste ganske vist og smilte også pænt til mig, men hun svarede ikke på samme måde på mine beskeder, som hun plejede. I det hel taget var der en helt del ting, som var forandret. Da weekenden kom, var der ikke den samme interesse fra hendes side i, at hun ville gentage de tilbagevendende weekendritualer. Hun var sammen med de piger, som hun også så og snakkede med, og de morede sig gevaldig. Jeg prøvede flere gange at sætte mig hen til dem, så faldt vi lidt i snak og jeg følte egentlig at det var, som det altid havde været – så skulle de lige noget… og jeg så dem ikke, ikke hende i hvert fald, i lang tid.

Det går mig meget på, at vi ikke har det ”som i gamle dage” jeg holder virkelig af hende og vil gøre alt i verdenen for hende – også selvom hun ikke er, som hun var en gang. Jeg synes jeg har prøvet noget lignende før. Når pigerne finder ud af at de komplimenter og de søde ord jeg kommer med til dem, dem mener jeg faktisk, så finder de – sjovt nok – nogle som er mere ”interessante” uden egentlig at sige til mig, ”jeg har ikke de samme følelser for dig” eller ”det der kan du kom glemme igen, min ven” Ind i mellem prøver jeg at sige, at ”jeg ikke vil forstyrrer, nu du sidder med dem, men…” for at sige, eller prøve at sige, jeg vil stadig gerne noget sammen med – jeg savner dig! Det er måske en lidt vattet indstilling fra en dreng, men jeg undre mig bare?

Pigerne finder hurtigt ud af, at jeg falder for søde ord og smil og med dem kan de få mig til hvad som helst! Somme tider bliver jeg rigtig sur på mig selv, når jeg har gjort et stykke arbejde eller hentet et eller andet, som jeg ikke ville havde gjort, hvis ikke jeg havde fået dét smil og dén besked. Men ”Paris er vel en messe værd!”

Jeg håber godt nok, at jeg snart finder ud af, hvad der foregår eller om det bare er sådan det nu engang skal være…

Efterskrift:

Hun skrev til mig for nylig. Jeg havde taget mig sammen og skrevet mine tanker ned om os og hende og hun gav mig ret i at hun begyndte at tage lidt afstand, da folk begyndte at snakke og spørger ind til os. Men som hun sluttede af med ”Nu er det jo skønt at vi begge skal begynde på skolen igen, hvor der ikke er så mange som kender os ;)” Jeg håber det kan blive som før…